»Why am I here?« - Kunst og koncert i Tåning
Ovsted-Tåning-Hylke kirker inviterer sammen med Tåning Forsamlingshus til en dag oplevelsesrig dag søndag 14. august.
Søndag den 14. august afholdes arrangementet Koncert og Kunst i Tåning kirke, hvor man vil kunne opleve et spændende, alsidigt musikprogram med forskellige lokale artister samt en helt ny udstilling af den katalanskfødte video- og performancekunstner Noelia Mora Solvez.
Dør om dør med kirken ligger det hyggelige Tåning Forsamlingshus, hvorfra der dagen igennem sælges mad, drikke, kaffe, te og kage. Til børnene er der aktiviteter og snobrødsbagning.
Begivenheden er arrangeret af gruppen Koncert & Kunst og Ovsted-Tåning-Hylke kirker i samarbejde med Tåning Forsamlingshus, og alle i de tre sogne samt interesserede fra nær og fjern inviteres til en oplevelsesrig dag under overskriften: »Why am I here? / Hvorfor er jeg her?«
Mellem koncerterne kan kunstudstillingen udforskes, og der er mulighed for at tage dagens tema med sig ud på en lille afmærket pilgrimsrute i den smukke natur omkring kirken, en gåtur på cirka 10-15 minutter.
Alle inviteres til at byde ind med refleksioner over spørgsmålene: Hvorfor er jeg her? Hvad er her? Hvor er her? Hvem er her?” og så videre. Ord og tanker samles ind på små papirlapper og indgår til sidst i et fælles musikalsk værk, som afslutning på dagen.
Det er anden gang, begivenheden afholdes. Sidste år fandt det sted i Hylke Kirke, og nu er værtsskabet så givet videre til Tåning.
Gruppen Koncert & Kunst er et samarbejde mellem: Johannes Smed, komponist og ordsmed, Noelia Mora Solvez, video- og performancekunstner, Espen Sørensen/Mzungu Kichaa, dansk-tanzaniansk verdensmusiker, Mark Davis, californiansk sanger og sangskriver, Karoline Hausted, sanger, komponist og kirkemusiker, Birgit Secher, kulturel indsparker og menighedsrådsformand ved OTH kirker.