Nye udstillere hos Flintsmeden på Mols
Man kan blandt andet se ølbrygning, pileflet og granitfigurer.
Søndag 31. juli åbner Flintsmeden i Bjødstrup på Mols til en spændende dag med flere udstillere.
Man vil kunne høre om ølbrygning ved Jørgen Sonne Kristensen fra Dejret, og der vil også være mulighed for at smage en øl.
Jonna Jensen fra Viborg vil vise stentøj til hus og have, mens Inge Kjersgaard fra Randers viser smykker fremstillet af forskellige stenarter og sølv.
Børstenbinder Knud Nikolajsen fra Galten medbringer et stort udvalg i koste og børster og viser håndværket frem.
Ulla Thilleman fra Tved har pileflet i gården, og i haven og skolestuen kan man opleve granitfigurer lavet af Ivan Andersen.
Alle faste udstillinger på Stengaardens Museum er åbne. ”Nyere tid, som blev for gammel” er en udstilling af håndredskaber fra olde- og bedsteforældres tid, mens der i laden vil være udstillet gamle landbrugsredskaber.
Flintsmeden arbejder i sit værksted og opfordrer gæster til at tage oldsager med til en snak om tid og anvendelse.