Fortsæt til indhold

Europæiske lækkerier på Torvet i Grenaa

Italienske pizzaer, engelsk slik, hollandsk fisk & chips og meget andet lokker folk til.

Kultur og byliv

15 danske byer får denne sommer besøg af European Street Market - og blandt dem er traditionen tro Grenaa. Her har markedet været en trofast gæst gennem mange år.

Sådan skal en pizza laves. Tynd og sprød bund, enkelt og ikke overpyntet. Foto: Søren Andersen

Så uge 30 er lig med europæiske specialiteter i den helt store stil på Torvet midt i Grenaa. Alt fra italienske pizzaer, skinker og pestoer, engelsk slik, hollandsk ost og fish & chips, tyske pølser, græske oliven og engelsk porcelæn kan nydes og købes - sammen med fransk sæbe, sydeuropæiske hatte, sten, smykker og meget andet.

Ost i alle forme og i lange baner - og man kan smage først. Det kan man ellers ikke længere i Grenaa, som står uden ostehandler. Foto: Søren Andersen

Største udgave

I år er markedet kommet til Grenaa i den hidtil største udgave. Der kan simpelthen ikke klemmes flere boder og telte ind på pladsen. Og markedet er populært. Det kan godt være, at byens spisesteder kan mærke konkurrencen, men det ser ud til at folk fra både nær og fjern holder af at få lidt sund inspiration til de hjemlige kødgryder.

Risotto - både med og uden kød - er formet fornemt og byder sig til for gæsterne på det europæiske fødevaremarked. Foto: Søren Andersen

Der er rige muligheder for at smage på varerne inden man køber - og tilmed få udvidet sin horisont. Og med mulighed for både at spise på stedet eller tage med hjem.

Der er masser af musik på Torvet i Grenaa denne sommer. Onsdag kiggede den gamle Grenaa-dreng Martin von Seelen forbi med sin guitar. Foto: Søren Andersen

Turen går Danmark rundt fra maj til september for karavanen med de mange specialiteter. En uge hvert sted. Sønderborg er næste stop.