Fortsæt til indhold

Prinsens Musikkorps giver koncert på Torvet i Ebeltoft

Det er en mangeårig tradition, at militærorkestret kommer til byen i august måned.

Kultur og byliv
sra

Fredag 12. august kan alle interesserede glæde sig over Prinsens Musikkorps’ varierede og livsbekræftende toner. Militærorkestret kommer traditionen tro til byen og giver friluftskoncert på Torvet.

Det er i år 14. gang, at koncerten afholdes i sin nuværende konstruktion, hvor det er Ebeltoft Handelstandsforening, Vaabenbrødreforeningen for Ebeltoft og Omegn og Ebeltoft Marineforening, der i fællesskab står som arrangører.

Alsidigt repertoire

Man skal ikke lade sig narre af, at det er et militærorkester, byen får besøg af.

Prinsens Musikkorps har et meget varierende og alsidigt repertoire, spændende fra militærmusik og marcher til pop, rock, jazz, skønsange og beat til operette- og musical-melodier. Altid til stor glæde for deres tilhørere i hele det midt- og nordjyske område, som er Musikkorpsets dækningsområde.

Forsvaret har to andre musikkorps; Slesvigske Musikkorps, der dækker det sydlige Jylland og Fyn og Livgardens Musikkorps, der dækker Sjælland og de sydlige Øer. Herudover har Forsvaret det i Ebeltoft så velkendte Søværnets Tamburkorps.

Underlagt Flyvevåbenet

Oprindeligt var Musikkorpset administrativt underlagt Prinsens Livregiment og hed da Prinsens Livregiments Musikkorps. I forbindelse med nedlægningen af Prinsens Livregiment ændredes navnet til det nuværende, og musikkorpset blev administrativt underlagt Jyske Dragonregiment i Holstebro, men holdt fysisk stadig til i sin smukke øvelsesbygning på Skive Kaserne.

Sidste år blev musikkorpset efter eget ønske administrativt underlagt Flyvevåbenet. I den anledning optrådte Musikkorpset ved sidste års koncert for første gang i Flyvevåbenets velkendte grå-blå paradeuniform (der ganske vist lader noget tilbage at ønske i forhold til de tidligere hær-gallauniformer).

Musikken er det vigtige

Det er dog ikke uniformerne, der er det vigtige, men selve musikken, og den er heldigvis den samme glade og livsbekræftende som tidligere, ligesom musikerne jo også er de samme. Også navnet er stadig det samme, ligesom Musikkorpset fortsat holder fysisk til i øvebygningen på Skive kaserne.

Arrangørerne glæder sig over, at Musikkorpset har sagt ja til også i år at vedligeholde denne gode, musikalske tradition i Ebeltoft. Ligeledes håber arrangørerne, at rigtig mange, fastboende som gæster, vil give sig selv samt familie og venner den store og gode musikalske oplevelse, det er at overvære koncerten, også i år. Alle er velkomne.