Glaskunst fortæller om lyset
Det er lyset, der er temaet, og glasset, der er mediet, i Agnethe Maagaards udstilling i Lystrup Kirke.
Med Vestjylland under huden maler Agnethe Maagaard sine dynamiske og unikke værker i glas. Glasset er hendes medie. Hendes fortællinger vokser frem i et samspil mellem tilskårne elementer, glassets teksturer og farver, og lyset er hendes sparringspartner.
Gennem mange lange brændinger af glasset underbygger hun lys og skygge og præciserer og justerer farverne. Agnethe forholder sig i sine glasværker direkte til fortællingen om skabelsen, livet og naturen.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Lysttrup Kirke, hvor udstillingen vil kunne opleves fra 15. august til 2. oktober.
I kirkerummet udgør glasværket en kraftfuld kontrast til det ofte sparsomt udsmykkede danske, lutherske kirkerum i den ældre arkitektur. Samtidig inddrager glasset lys og rum som medspillere og viderefører traditionen med glasudsmykning i kirkerum på innovativ vis.
Agnethe Maagaard bygger i sine fortællende værker på arven fra tidligere tiders kalkmalerier og glasmosaikker, men fortæller med et nutidigt udtryk.
Maagaard har designet flere kirkeudsmykninger i blandt andet Dybe Kirke og Fjellerup Kirke. For tiden arbejder hun med glasmosaikker til Bøvling Kirke samt en altertavle til Sinding Kirke ved Herning.
Ved ferniseringen 14. august kl. 12.30 vil Agnethe Maagaard vise billeder og fortælle om sin kunst.