Droppede Sort Sol for nyt punkband
I spidsen for Bleeder står Peter Peter, som i 20 år var guitarist i Sort Sol. Hør dem på VoxHall.
Peter Peter aka Peter Schneidermann havde været guitarist i det ikoniske danske postpunk-band Sort Sol i næsten 20 år, da han på toppen af bandets buldrende karriere i 1995 droppede rampelyset for at gå under radaren. Siden har han stået i spidsen for det kraut-punkede band The Bleeder Group (senere Bleeder). Et band, der som en levende organisme med årene har været i konstant bevægelse. Ikke desto mindre står Bleeder bag en lang række udgivelser. Og Peter Peter er blandt andet kendt for at have lagt musik til Nicolas Winding Refns tre ”Pusher”-kultfilm. De sidste to soundtracks valgte pladeselskabet Escho at udgive på vinyl i oktober 2019.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Fonden VoxHall, der skriver:
»Med Psycho Power og Sunrise står Peter Peter bag to af de bedste danske rock-lp’er på denne side af årtusindeskiftet, men indtil videre er det de færreste, der er klar over det. Det generer dog ikke Peter Peter synderligt, for guitaristen er vant til at arbejde under radaren og trives bedst der.«
Han og resten kan opleves på VoxHall 26. august klokken 20.
»Det er hårdt og uforsonligt, men ikke kun. Det er melodier. Det er kollektive ekskursioner. Prog, kraut, glam, Detroit-1970. Eller det modsatte. Intet på den danske scene lyder som Bleeder. Intet noget sted i verden lyder som Bleeder.«