Fortsæt til indhold

Fire på stribe i Bjerregrav og Ålum

Byder på rundvisning, sangaften, gospel-gudstjeneste og koncert.

Kultur og byliv
gs

En bred vifte af aktiviteter i Bjerregrav og Ålum er på programmet i den kommende tid, og Menighedsrådet spiller i denne omgang ud med fire på stribe, og det gælder både rundvisning, sangaften, gospel-gudstjeneste og koncert.

Startskuddet lyder torsdag 18. august i Ålum, hvor sognepræst Søren Dam Kjeldsen fører deltagerne gennem kirkens historie. Der er fra et stort område interesse for disse aftener, så deltagelse kræver tilmelding.

Et af årets hyggeligste arrangementer er sangaftenen ved Bjerregrav Præstegård, og der startes med fællessang i haven torsdag 25. august. Hvis det bliver for køligt, kan der rykkes ind i lokalerne. Der bydes på rødvin og chips.

Kulturugen 3.-11. september for Bjerregrav, Fussingø og Ålum har også deltagelse af kirken. Blandt andet holdes der søndag 4. september gospel-gudstjeneste i Ålum. Sognepræst Søren Dam Kjeldsen og Aalborg Gospel Kvartet har skabelonen på plads, og det bliver en gudstjeneste på en ny måde.

Endelig er der koncert med musik af Cohen i Bjerregrav Kirke torsdag 8. september. Karsten Holm med band har tidligere spillet Johnny Cash-musik med stor succes, og nu står Leonard Cohen på plakaten. Der er entré til koncerten.

»Menighedsrådet i Bjerregrav og Ålum Sogne er klar til disse arrangementer, og der ses naturligvis frem til fire på stribe,« siger formand Peter Fast i en pressemeddelelse.