Loppemarked i Egå vender stærkt tilbage
Efter et par år med corona-udfordringer er loppemarkedet i Egå tilbage med fuld styrke.
Lørdag den 3. september er der loppemarked i Gl. Egå Forsamlingshus, og allerede nu er der gang i indsamlingen af lopper. Lopperne stammer fra familier i lokalsamfundet, som giver dem til loppemarkedet for at fremme genfbruget og støtte udviklingen af forsamlingshuset.
»Vi har rigtigt mange lopper. Og så har vi endda løbende solgt en del af lopperne,” fortæller Lisbeth Frank Jørgensen, som har stået for indsamlingen i løbet af året. »Vi oplever en masse interesse for vores loppemarked, og jeg tror, at det bliver velbesøgt i år.«
Loppemarkedet giver mulighed for at købe mange gode ting og sager til billige penge. Men loppemarkedet er også en social begivenhed.
Café med hjemmebag
Folk fra lokalområdet møder op ikke kun for at gøre en god handel, men også for at dyrke nærværet med venner, bekendte og naboer. Her kan de blandt andet besøge loppemarkedets café og nyde en kop kaffe og hjemmebag.
»Det er en hyggelig tradition med caféen, som besøges af mange,« siger bestyrelsesformand Karsten Jensen Møller, som er ansvarlig for caféen i år. En lang række lokale bidrager ved at bage lækre kager til caféen.
Overskuddet fra loppemarkedet går til den fortsatte fornyelse af Egå Forsamlingshus. Senest er der indført genveks-anlæg for at forbedre udluftningen og temperaturen på varme dage.
Loppemarkedets historie går tilbage til 1990’erne, og i år er det 31. gang at arrangementet afholdes. Det er drevet af lokale frivillige - 10 procent af husstandene i Egå deltager aktivt i forberedelsen eller gennemførelsen af loppemarkedet.
Formand for Egå Forsamlingshus Vivi Odgaard opfordrer til at komme tidligt til loppemarkedet, der i år holder åbent en time længere end normalt.