Billedtæppe givet i gave til Sall Friplejehjem
Siden 2019 har Karin Skovgaard fra Ølstykke arbejdet på et lidt anderledes kunstværk til Sall Friplejehjem.
Sall Friplejehjem afslørede torsdag 4. august et kunstværk i form af et billedtæppe ved en højtidelighed, hvor kunstneren bag, Karin Skovgaard fra Ølstykke, selv var til stede.
Ferniseringen fandt sted klokken 11, og alle beboere, enkelte pårørende, frivillige, personaler med flere var spændt samlet foran det tildækkede kunstværk, lyder det i en mail til redaktionen fra Jonna Granum-Jensen, som er formand for Sall Friplejehjems bestyrelse.
Efter afsløringen fortalte Karin Skovgaard, at hun i 2018 under et privat besøg i Sall havde set Friplejehjemmet og var blevet så begejstret for stedet, at hun besluttede, at hendes næste store projekt skulle være en gave hertil. Karin har arbejdet med projektet fra 2019 til nu.
Billedtæppet fremstår med motiver fra plejehjemmet og dets dagligdag.
Afsløringen blev fejret med et lille glas og spørgsmål til kunstneren.