Ældre Sagen i Hinnerup slår et slag for bridge
Hinnerup Bridgeklub og Ældre Sagen i Hinnerup går sammen om at udbrede interessen for bridge.
Hinnerup Bridgeklub og Ældre Sagen Hinnerup har fundet sammen i et samarbejde, så flere kan få glæde af det populære kortspil bridge.
»Vi kan give vores medlemmer et tilbud om en ny aktivitet, og bridgeklubben kan se frem til flere aktive medlemmer. Så det er til gavn for begge parter,« fortæller de to formænd Hugo Strunge Frank fra Ældre Sagen og Lisbeth Pilgaard fra bridgeklubben i en pressemeddelelse.
Samarbejdet handler om, at der fra tirsdag 13. september og hver tirsdag frem til jul vil være et kursus, hvor nye spillere kan lære at spille bridge. Undervisningen foregår på Stationen, Banegårdsplads 2, Hinnerup, og tilmelding kan foregå via Ældre Sagens eller Hinnerup Bridgeklubs lokale hjemmesider.
Gavner hukommelsen
Bridgesporten gavner hukommelsen, udfordrer fantasien og skærper koncentrationen, og på landsplan er der 21.000 spillere fordelt i 300 klubber, hvoraf den ene altså er i Hinnerup.
»Bridge er et parspil, og på kurset lærer deltagerne at lave de optimale meldinger, der kan fortælle makkeren, om vedkommende har gode kort på hånden,« forklarer Hans Kjær Christensen, der er en af de erfarne undervisere. Han understreger samtidig, at deltagerne sagtens kan tilmelde sig enkeltvis, for det er først undervejs i forløbet, at det viser sig, hvem de enkelte deltagere bedst passer sammen med som bridgemakker.
Søndag 28. august kl. 13-16 er det muligt at høre mere om bridgespillet, når klubber over hele landet holder åbent hus. I Hinnerup er der åbent hus på Stationen, og det er for alle aldersklasser.