Fortsæt til indhold

Aarhus og verden samles om musikken

Musikstuderende fra alle verdenshjørner samles til Glomus Camp, og du kan lytte med til den store åbningskoncert.

Kultur og byliv

Det bliver et kulturmøde af de helt store, når musikere og scenekunstnere med rødder dels i Aarhus, dels på fjerne kontinenter, indleder den store Glomus Camp 2022 i Aarhus med åbningskoncert i Rådhushallen fredag 19. august kl. 20.

Op mod 150 studerende og undervisere fra musik- og scenekunstuddannelser fra 25 forskellige lande og fra alle verdenshjørner mødes i Aarhus til intensiv kulturudveksling sidst i august. Deltagerne kommer fra så forskellige lande som Brasilien, Estland, Egypten, Malaysia, Palæstina, Sydafrika og USA, skriver Det Jyske Musikkonservatorium i en pressemeddelelse.

Åbningskoncerten august afspejler det overflødighedshorn af forskellige musikkulturer, der mødes på campen, og flere af dem mødes også direkte på scenen.

Dowda Jobarte fra Gambia spiller på den vestafrikanske harpe koraen sammen med Admeta strygekvartetten, som består af studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium. Gimo Mendes fra Mozambique, bosat i Aarhus, forener sin bløde stemme og sit lyriske guitarspil med saxofonisten Jens Christian ”Chappe” Jensen og guitaristen Mikkel Rørbek. Og Chappe er med igen, når jazzkollegerne Thomas Sejthen og Thomas Clausen spiller med Mohammad Ali Merati fra Iran, Moslem Rahal fra Syrien og den dansk/iranske sangerinde og komponist Camilla Dayyani.

Derudover er der århusiansk artpop med kunstneren Maline, der er show med sang, dans og spil med studerende fra musikkonservatoriets RMB-uddannelse (Rytmisk Musik og Bevægelse), der er grønlandsk trommedans, og der er solistoptræden med argentinske Martin Sued og hans bandoneon.

Hver aften frem til 27. august er der arrangementer, som er åbne for publikum.

Den globale dialog mellem deltagerne rækker også ud til andre interesserede gennem i alt seks offentlige ”Global Dialogues”-arrangementer over en række eftermiddage. Dialogmøderne afholdes for de flestes vedkommende i Musikhusets Lille Sal kl. 14:15-15:30 – men derudover bliver de også streamet, så alle over hele verden kan følge med direkte.