Fortsæt til indhold

Fællesskabsstafet med bus, båd og løbesko

Stafetten sendes afsted torsdag 18. august fra Frivillighedens Hus på Kirketorvet.

Kultur og byliv
gs

Det lokale frivilligcenter Frivilligværket markerer årets Randers Festuge med en fællesskabsstafet 18.-20. august. Her sendes en depeche rundt blandt en masse lokale fællesskaber. Idéen er at synliggøre de deltagende fællesskaber, at styrke sammenholdet i mellem dem og samtidig invitere flere borgere indenfor i de mange fantastiske aktiviteter.

Frivilligværket sender Fællesskabsstafetten afsted torsdag 18. august fra Frivillighedens Hus på Kirketorvet, og inden den vender tilbage om lørdagen skal depechen vidt omkring.

Et af de første stop på ruten er hos Børne- og Familiearbejdet ved Kirkens Korshær i Randers på Gl. Jennumvej, der tager imod depechen og byder indenfor til afrikansk mad.

»Vi deltager i Fællesskabsstafetten for at udbrede kendskabet til børne- og familiearbejdet i Kirkens Korshær og for at styrke sammenholdet blandt fællesskaber i Randers,« fortæller Camilla Juul Jensen, der er leder af Børne- og familiearbejdet, i en pressemeddelelse.

Bogbussen og Lillebjørn

I løbet af tre dage bliver depecherne fragtet rundt i byen både til lands og til vands og på hjul og løbeben.

Stafettens depeche skal på turen rundt i Randers blandt andet en tur med bogbussen, skibet Lillebjørn, en løbeklub og en gågruppe. Undervejs gør den holdt ved flere af fællesskaberne, der inviterer indenfor. I Veteranhuset på Kasernen, inviterer veterankoordinator Stanley Schmücker indenfor til kaffe og rundvisning fredag 19. august om formiddagen.

»Veteranindsatsen er selvfølgelig med i fællesskabsstafetten, da vi i indsatsen ikke er noget uden det fællesskab,« siger han.

Michael Raki José Gonzalez modtager Fællesskabsstafetten ved Værkets Amfiscenen, når Randers Bigband og Jens Jacob Tychsen giver koncert fredag 19. august.

»Netop de fællesskabs-skabende oplevelser er jo det, vi lever og ånder for på Værket og Turbinen, hvor vi til dagligt skaber rammerne for at kunstnere kan overlevere deres musik til vores gæster. Så det giver perfekt mening at være en del af Frivilligværkets første Fællesskabsstafet,« lyder det.