Fortsæt til indhold

Ivan Pedersens - den Laban - gamle band spiller pop og synger flerstemmigt på Kulturloft

McKinleys, der kan opleves fredag 19. august, mestrer stadig det perfekte mix af pop, rock og guldalder-disco.

Kultur og byliv
gs

Det legendariske Aalborg-band McKinleys er garant for den fedeste fest. Sådan var det i 70’erne, da bandet var Skovpavillonens hotteste navn. De hæderkronede veteraner mestrer stadig det perfekte mix af pop, rock og guldalder-disco, og fredag 19. august kl. 20 åbner de den nye sæson på Kulturloft med en stjernerække af hits fra back in the days.

McKinleys har eksisteret 1966, og deres varemærke har i alle årene været gennemarbejdede, flerstemmige vokalarrangementer med inspiration fra blandt andre Beach Boys, Queen og Eagles. Alle seks bandmedlemmer bidrager til flerstemmigheden med veteranen Jan Grau, McKinleys-medlem siden 1968, som den selvfølgelige frontfigur.

Alsidigt efterårsprogram

Billetsalget er i fuld gang på kulturloft.dk, både til McKinleys og til en lang række kommende koncerter. Vil man være sikker på at kunne vælge og vrage, er det en god idé at lægge vejen forbi hjemmesiden inden længe, lyder det i en pressemeddelelse fra Kulturloft, som også opfordrer til, at man støtter sit lokale, frivilligt drevne kulturhus ved at melde sig ind i foreningen Ebeltoft Kulturhus og dermed opnå rabat på sine koncertbilletter.

Selvom der stadig er sommerdage tilbage i kalenderen, har Kulturloft for længst kigget langt ind i efteråret og tilrettelagt et musikprogram, som spænder lige fra 60’er-rock over jazz, blues og alternative, til nogle af tidens bedste singer-songwriters og de allernyeste stjerner på den danske pophimmel.