Fortsæt til indhold

Arbejder på højtryk op til Kanoner og Dragoner-festivalen

Symaskinerne på Kulturhotellet i Rønde gløder for at få de mange kostumer klar til den historiske festival. Al hjælp er velkommen, hvis man har lyst til at give en hånd med.

Kultur og byliv
gs

Røde frakker, gyldne knapper og hatte ligger spredt på alle bordene. Der er gang i mange ting på samme tid, men det er nødvendigt, hvis de flotte kostumer skal være klar til Kanoner og Dragoner-festivalen 2. september. Kostumerne skal bruges til det optog, som løber gennem hovedgaden i Rønde. I optoget vil rollespillere og musikere være klædt som danske soldater fra Treårskrigen i 1848-1850.

For at blive færdig med de mange uniformer skal der tænkes kreativt. For eksempel er de røde uniformsjakker lavet ud af røde damejakker, der billigt kunne skaffes og derefter syes om.

Hvis man har lyst til at give en hånd med i kapløbet om at få uniformerne færdige til tiden, så vil man blive modtaget med jubelråb i systuen på Kulturhotellet i Rønde. Mandage og tirsdage kl. 9-16, når det passer, skriver Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

Optoget ender i Rønde Bypark, som i dagens anledning vil dufte af krudt og historisk mad. Man vil også kunne møde de Jyske Landsoldater, høre musik, deltage i historiske lege og meget andet. Det er med andre ord et arrangement for folk i alle aldre.

Anderledes opgave

Bodil Ventzen er en af de kvinder, der er med til at sy de flotte kostumer, der skal være en del af processionen gennem Rønde, og hun byder opgaven velkommen:

»Det er en anderledes sy-opgave. Det er en god udfordring at få kostumerne til at fremstå korrekt uden det store budget, så det har vi meget sjov ud af. Jeg glæder mig til at se dem i aktion, når festivalen løber af stablen, og selvfølgelig skal jeg også selv deltage. Jeg synes, at det er godt, at der bliver sat fokus på en vigtig del af vores historie, som der ellers ikke bliver talt meget om,« fortæller hun.

Kanoner og Dragoner er en historisk festival anno 1849 for folk i alle aldre. Kl. 16 starter processionen ved Kulturhotellet i Rønde. Herefter vil der være forskellige aktiviteter i Rønde Bypark frem til ca. kl. 21.