Musikhuset fylder 40 år: Buhråbene »er for længst blevet gjort til skamme«

Buhråb fra hundredvis af demonstranter kunne ikke fjerne det store smil, som fyldte Thorkild Simonsens (S) ansigt, idet han rakte hånden frem til dronning Margrethe. Håndtrykket med majestæten, indvielsen og den efterfølgende violinkoncert med solisten Anne-Sophie Mutter var kulminationen på flere års kamp for et musikhus i Aarhus. Nu stod det klart, og den daværende borgmester kunne ikke skjule stoltheden over at vise sit politiske svendestykke frem.

Åbningen blev da også fejret med en stor officiel fest og flere dage med koncerter. Men selvom Aarhus var pyntet op med blandt andet et langt kaffebord gennem hele strøget, så kunne utilfredsheden hos den store gruppe af aarhusianere ikke gemmes væk.

Det var den store glasbygnings pris på 115 millioner kommunale kroner, som vakte harme.

»Demonstranterne ville have børnehaver og fritidshjem. Det var det pengene, skulle bruges til, mente de,« erindrer Ilse Vestergaard i dag.

Sammen med musikhusets første direktør, Poul Koch, stod hun for at gøre Musikhuset Aarhus klar til åbningen og var en fast del af dets daglige virke frem til 2012 - blandt andet i en lang årrække som arrangementschef.

»Vi kørte huset i stilling og fik ansat en masse mennesker til opgaven. Vi var jo pionerer. Det var det første musikhus af sin art i Danmark, så alt var nyt for os,« fortsætter hun.

Blev nærmest overfaldet

Derfor er det også en særlig dag for hende, når det på lørdag er præcis 40 år siden, at Thorkild Simonsen i sin første periode som borgmester kunne byde dronningen ind til åbningen af Musikhuset Aarhus.

»Jeg har inviteret en del af mine gamle kolleger fra dengang til et besøg hjemme hos mig, så vi kan fejre dagen med lagkage,« fortæller Ilse Vestergaard, som tydeligvis stadigvæk er stolt over at have været med til at skabe et hus, »der har sat Aarhus på verdenskortet med store koncerter,« som hun selv formulerer det.

Men det var ikke uden en hård begyndelse. For de flere hundrede demonstranter ved åbningen viste tydeligt den modstand, der var mod musikhuset, og Ilse Vestergaard mærkede det også selv ude i byen.

»Jeg blev nærmest overfaldet, hvis jeg gik på Æsken i Anholtsgade for at høre musik. Hvis jeg sagde oppe i baren, at jeg var ansat i Musikhuset, så fik man bare en ordentlig omgang på grund af det. Nogle gange skulle man lade være med at sige, at man arbejdede for det hus. Så slemt var det,« fortæller hun.

Modstanden bundede ikke kun i de mange millioner, som Aarhus Kommune havde valgt at bruge på det. I visse miljøer blev Musikhuset opfattet som et sted, der ikke var for den brede befolkning.

Det kan den mangeårige leder Spot Festival, Gunnar Madsen, godt genkende, for han hørte selv til gruppen med den holdning.

»De fleste af os, der ikke tilhørte den klassiske musikafdeling, oplevede huset som et elitært koncertsted. Det var måske ikke helt retfærdigt, men det var sådan grundopfattelsen var,« fortæller han og fortsætter:

»På den ene side som ung og rytmisk mand var jeg modstander af, at det skulle være så elitært. Men jeg har aldrig været modstander af, at man byggede så dyrt og pompøst. Det har jo også sidenhen vist sig at være en meget rigtig beslutning.«

Ikke optimalt med siddende

Lige præcis bands med rytmisk musik på repertoiret kunne ikke se, hvad de skulle i Aarhus’ store musikhus, fortæller Ilse Vestergaard:

»De syntes ikke, at de kunne spille i en sal, hvor publikum sad på stole, og så havde de svært ved at se, hvordan de skulle samarbejde med os, for vi var jo finkulturelle, mente de. Det var det, vi var oppe imod,« fortæller Ilse Vestergaard, som mener, at det var et helt malplaceret prædikat.

»Det var et hus for alle, men vi fik det nok, fordi vi satsede med de store internationale kompagnier såsom Daniel Barenboim med Orchestre de Paris,« fortsætter hun.

Spørger man Peter A. G. fra bandet Gnags, så har han dog ikke opfattelsen af, at Musikhuset Aarhus var et hus for alle musikgenre.

»Vi spiller til dans og bevægelse og ikke til folk, der sidder og ser på fjernsyn i en sofa. Det svarer til, at Det Kongelige Teater siger, at cirkus er velkommen, men de glemmer at lave en manege. Gnags spiller ikke optimalt, når folk sidder ned,« fortæller han til Lokalavisen Aarhus og tilføjer:

»Jeg har aldrig opponeret mod, at man lavede musikhuset, men mod, at man kalder det et sted for rockmusik, for det er det altså ikke.«

Vendepunkt

Jesper Mardahl, som i dag er daglig leder hos Promus og i midten af 1980’erne arbejdede hos Gnags’ pladeselskab, Genlyd Grammofon, var selv dengang i begyndelsen af 1980’erne for, at man valgte at bygge et musikhus i Aarhus, selvom han var en del af byens rytmiske musikscene.

»Jeg har det lidt svært med, om noget kun er for nogen, for i min bog er musik sådan set for alle. Men jeg kan godt følge det, at det var et elitært sted, ud for sådan en mere firkantet betragtning. For der var meget klassisk musik, men man gjorde også nogle forsøg på gøre andre ting,« fortæller Jesper Mardahl.

Han nævner blandt andet den store talentkonkurrence, som Musikhuset Aarhus lavede i flere år, hvor aarhusianske musiktalenter fik en scene at optræde på. Ilse Vestergaard er enig i, at det blev et slags vendepunkt for musikhusets renommé.

»Det blev en succes, og det ændrede lidt efter lidt folks opfattelse af musikhuset,« fortæller hun.

Konkurrencen kørte op gennem 1990’erne, hvor den blev gennembruddet for eksempelvis aarhusianske Tina Dickow. Sammen med et mere bredt sceneprogram mener Jesper Mardahl, at den enorme modstand, som musikhuset oplevede i begyndelsen, »er for længst blevet gjort til skamme.«

»For huset har haft og stadigvæk har den enorme betydning for byen, som det har. Det er et meget åbent hus, og alle bruger det.«

Vil holde folk længere

Udvidelsen i 2007 gav Musikhuset Aarhus flere sale og gjorde det til Nordens største musikhus. I dag rummer det alt fra koncerter, dans, teater til opera og comedy, og det er hjemsted for Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus Symfoniorkester, Den Jyske Opera og Teaterhuset Filuren.

»Det er vigtigt for en by som Aarhus, når man skal tiltrække studerende og tilflyttere, at man har lidt mere, end man næsten har brug for. Det får man med musikhuset og byens andre spillesteder,« fortæller Gunner Madsen fra Spot Festival og tilføjer:

»Musikhuset forsøger hele tiden at forny sig og ramme en tidsånd.«

Men hvordan ser fremtidens musikhus ud i Aarhus? Selvom Jan Christensen ikke har adgang til en spåkugle, så er han alligevel den mest oplagte at spørge for at få svar på spørgsmålet. Siden 2015 har han været Musikhusets Aarhus’ direktør, og han er ret overbevist om, hvad det er, stedet skal kunne i fremtiden.

»Scenen er vores grundprodukt, så det er vigtigt, at vi fortsætter med at blive relevante der ved at finde noget, der favner bredt indenfor de forskellige genrer,« fortæller han.

Han er dog også opmærksom på, at det ikke længere kun er selve forestillingen, som publikum kommer for at få i byens musikhus.

»Folk vil gerne være her i længere tid. Det er derfor vigtigt, at vi har de rigtige rammer, når folk kommer før en forestilling. At vi kan imødekomme deres behov og ovenikøbet overraske. At vi i pausen har det rigtige, og at vi også har det efter forestillingen er slut,« fortæller Jan Christensen og fortsætter:

»Lige ved siden af os laver Aros ”The Next Level”, og samtidig skal Musikhusparken omdannes til en fed bypark, hvor man har lyst til at opholde sig. . Vi håber på, at det bliver et frimærke derude sammen med Aros.«