Fortsæt til indhold

Spændende efterår i Vorup Højskoleforening

Foredrag om Randers Teater, Dronningen, amerikansk politik og sangforedrag med fællessang er blandt andet på efterårets program.

Kultur og byliv
gs

Efterårsprogrammet er klar med nogle spændende og interessante foredrag, der holdes i sognelokalerne i Johanneskirken Vorup Boulevard 29, Randers SV.

25. august lægges ud med foredraget ”Fra vision til virkelighed” af teaterdirektør Peter Westphael fra Randers Teater (det tidligere Randers Egnsteater). Randers Teater er efterhånden vokset sig så stor, at det nu er et af de største egnsteatre i Danmark. Forinden havde han været medstifter af ”Mariehønen” og havde virket som skuespiller i gruppen.

Sangforedrag

29. september er journalist og forfatter Thomas Larsen dagens gæst. I hans bog om Dronningen: ”Monark og menneske” fortæller kendte mennesker med enten fagligt eller nært forhold til Dronning Margrethe om, hvordan hun i 50 år er vokset til at blive et nationalt samlingspunkt, som befolkningen holder af at lytte til.

Professor Derek Beach fortæller 27. oktober om ”Amerikansk politik”, og 24. november vil musiker Christian Dyrst komme med et bud på, ”Hvorfor ska’ vi synge?” Christian Dyrst vil belyse, hvad fællessangen er for en størrelse, hvorfor den er her, og hvorfor det er så vigtigt, at vi bruger den. Sangforedraget er sat sammen af gode fortællinger, og spændende historier og naturligvis – fællessang, så der er lagt op til en glad og livgivende formiddag.

Programmet kan findes i forhallen i Johanneskirken og på nettet, på hovedbiblioteket og på Kristrup Bibliotek.