Bogreception: Festivalklub fejrer udgivelse af bogen om Poul Martin Bondes liv
Torsdag fra klokken 16 til 19 fejrer Skanderborg Festivalklub udgivelsen af bogen om Poul Martin Bondes liv. Bogreceptionen finder sted på Walthers Musikcafé.
Skanderborg Festivalklub inviterer til bogreception på Walthers Musikcafé torsdag fra 16 til 19.
»Kom og vær med til at fejre udgivelsen af bogen om Poul Martin Bondes liv og betydning for dansk musik,« lyder det i indbydelsen.
Arrangementet finder sted på to års dagen for Poul Martin Bondes alt for tidlige død.
En skov af stemmer har bidraget til bogen ALT ER GODT. Det er en fortælling om Poul Martin Bondes liv og betydning for dansk musik fra 1980 til 2020.
Det er historien om en mand og familiefar, som alt for tidligt døde af kræft. Han nåede at gøre et uudsletteligt indtryk især på en lang række musikere, folk i musikbranchen og på sin mangeårige arbejdsplads Smukfest, så det i mere end en forstand har gjort ham udødelig.
Bogen ALT ER GODT er forfattet af Karin Svennevig Hyldig, men fortalt råt for usødet af ingen ringere end Poul Martin Bondes mangeårige ven og samarbejdspartner, smukfestikonet FestiWalther, og en hel masse andre, som også går og savner festivaldynamoen, produceren, formanden, musikeren, iværksætteren, skærmtrolden, ordekvilibristen, konceptudvikleren, mediemanden, klæbehjernen, musikanmelderen, prisvinderen, livsnyderen, mentoren og talentspejderen Poul Martin Bonde.
»Vi håber at se mange af jer til et glas glad øl eller vin/vand,« står der i indbydelsen.
Arrangementet er åbent og uden tilmelding.