Optog og workshop med livekunst for børn
Live Art Danmarks festival stiller op med med performancekunst for børn og hele familien for 10. gang i træk i Aarhus Festuge.
Live Art Danmark er igen i år en del af Aarhus Festuge. Årets tema er magi, fremgår det af en pressemeddelelse.
På Aarhus Festuges to weekender præsenterer festivalen en række shows, processioner og workshops, som udvider grænserne for virkeligheden på hver deres måde – fra afrikansk klimaaktivisme til Los Angeles baseret feminisme, fra dansende stueplanter – til sværdslugning og hypnosebriller! Fra musikalsk guitarsmadring til rekonstruktioner af hårrejsende katastrofer!
Flere af årets kunstnere har studeret magi. Nogle kunstnere er fra en anden kultur med et spirituelt og rituelt verdenssyn. Andre undersøger vestlige tabuer og slår ting i stykker eller laver musik af katastrofer sammen med publikum. Nogle kunstnere har studeret matematik for at påvirke publikums hjerner. Atter andre undersøger planters naturlige bevægelser eller dyrs følelser.
Det meste finder sted rundt omkring på Dokk1, og 3.-4.september kan man deltage i en procession med Jelili Atiku og en yoruba-præstinde. Optoget går fra Byparken til DOKK1, og deltagerne bærer i alt 201 rituelle figurer.
Live Art for Børn 2022s tema ”magi” er en hyldest til umulige og fantastiske visioner i kunstens verden og andre steder. Festivalen præsenterer et rum for forandring af samfundet og hverdagen – for man må turde drømme de store drømme og forestille sig de vildeste ting, før man gør dem!