Fortsæt til indhold

Hadsten fejrer 160 års jubilæum

Byen markerer sig selv med Open By Night, aktiviteter og en række historiske fortællinger rundt omkring i byen.

Kultur og byliv

I september 1862 blev den første jyske jernbanestrækning fra Aarhus til Randers indviet. Turen gik blandt andet over Hadsten, og indvielsen regnes for starten på byen, som i år altså kan fejre 160 års jubilæum.

Den runde fødselsdag bliver fejret med en række aktiviteter, der kommer til foregå over en uge og begynder fredag 2. september med Open By Night, som bliver en ”herrefed aften” med biler, musik, fadøl og meget mere. Der kommer blandt andet en monstertruck og brandbiler fra det lokale brandvæsen til Open By Night, hvor butikkerne holder åbent til klokken 21.

Dagen efter markeres jernbaneindvielsen med en fortælling om banen ved den gamle banegård. Samme dag og ikke langt derfra fejrer Røde Kors Hadsten sin 10 års fødselsdag med et arrangement.

I den følgende uge vil der dagligt være historiske fortællinger rundt omkring i byen, og lørdag 10. september holder Modelbane Europa åbent hus i forbindelse med Elro-dagene.

Hadsten Handel og Hadsten Lokalarkiv er tovholdere på aktiviteterne og festlighederne.