Høstudstilling på Ulstrup Slot
Kunstforeningen ”Kunstridderne” viser værker af billedkunstnerne Gerda Louise og Frank Buchgraitz.
Kunstforeningen ”Kunstridderne” arrangerer 3.–4. september høstudstilling med billedkunstnerne og ægteparret Gerda Louise og Frank Buchgraitz fra Horsens på Ulstrup Slot.
Gerda Louise Buchgraitz tager ofte udgangspunkt i mytologien og menneskelige relationer.
»I sit helt egen abstrakt figurative udtryksform tager hun os med på en rejse, hvor malerierne ofte skildrer en sindsstemning,« fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse, hvor Gerda Louise Buchgraitz selv fortæller:
»Som fuldtidsmaler har jeg altid opstillet et par lærreder i mit atelier. Som oftest er den hvide flade inspiration nok til at gå i gang med pensel og farver. Ideen til motivet opstår længere fremme i processen, når linjen, formen og farvefladerne begynder at spille med. Samspillet og kommunikationen med billedet er dels styret af elementerne på lærredet og dels af hvad min bevidsthed eller underbevidsthed fremkalder.«
Humor og galskab
Frank Buchgraitz fortæller ofte en historie med humor og lidt galskab. Meningen og logikken kan være svær at finde, og når forundringen kommer til stede hos beskueren, har kunstneren opnået sit mål.
Han har markeret sig inden for det naivistiske, hvor han ser stort på perspektiv, vinkler og størrelser. Det er altså humoren der er drivkraften i Frank Buchgraitzs farverige og groteske univers, hvor han gengiver mennesker med et stærkt og originalt udtryk, der altid giver anledning til smil og begejstring.
Der er fernisering lørdag 3. september kl. 11. Udstillingen holder åbent kl. 11-17 begge dage.
Gratis adgang medlemmer. Ikke medlemmer 10 kr.