Tak for sangen, Povl Dissing
Sangcafé med temaet ”Tak for sangen, Povl Dissing” i Dronningborg-Gimming sognegård.
Torsdag 1. september kl. 14 tages der hul på efterårssæsonen i sangcaféen i sognegården i Dronningborg, hvor der bydes på halvanden times samvær med kaffebord og fællessang fra Højskolesangbogen. Denne gang sættes der fokus på nyligt afdøde Povl Dissing, der har skrevet et par melodier til sange i Højskolesangbogen, men som jo især var kendt for sine fortolkninger af Benny Andersens sange og viser.
Det var gennem et tæt samarbejde med Benny Andersen i for eksempel Svantes viser i 1973, at Povl Dissing langsomt nærmest blev folkekær. Povl Dissings sang klæder viserne så godt, at han for mange er uløseligt knyttet til dem.
Sangcaféen ledes af kirke- og kulturmedarbejder, Anne Dorthe Kunst, der har udvalgt programmet og undervejs fortæller lidt om dagens tema og sangene. Kirkens organist, Jacob Græsholt, spiller på klaveret.