Kunst af Adi Holzer i Søften
Adi Holzer er østrigsk-dansk billedkunstner, der henter inspiration i naturen, i bibelens fortællinger, i musikkens verden og i cirkuslivet.
Værker af Adi Holzer kan i de kommende to måneder ses i Sognegården i Søften.
Søndag 4. september kl. 16-17.30 er der fernisering af Adi Holzers udstillede værker. Udstillingen er etableret som en udsmykning af sognegården i september og oktober med 17 værker i et samarbejde imellem Kunstformidlingen i Mejrup og Menighedsrådets Kunstudvalg i Søften-Foldby Sogne.
Fra bibel til cirkusliv
Adi Holzer er født i 1936, og han er østrigsk-dansk billedkunstner, som er bosat i Danmark siden 1962. Han er født i Stockerau ved Wien og er uddannet på Akademie für bildende Künste i Wien 1955-60. Adi Holzers arbejder viser glæden ved naturen blandt andet fra hans hjemegn i Østrig. Senere har han hentet inspiration i naturen, i bibelens fortællinger, i musikkens verden og i cirkuslivet.
Han har arbejdet i en lang række teknikker, som for eksempel maleri, skulptur, grafik, glasmosaik og billedvævning. Udtryksformen kan være abstrakt, men er gerne figurativ og det koloristiske står i centrum, ofte med varmt glødende og lysende farver. Adi Holzer har udført vægmalerier og andre udsmykningsopgaver flere steder i Østrig, Tyskland og i Danmark. Han har udsmykket en række danske kirker bl.a. Hasseris Kirke i Aalborg, Hem Kirke ved Mariager, Faurholt Kirke, Søborgmagle Kirke, Feldborg Kirke og Lem Kirke samt et Hospice i Vejle.
Åbningstider for udstillingen kan ses på kirkens hjemmeside: https://www.softenfoldbykirker.dk