Tv-have-kendis taler med Hammel om de bedste steder at bo
Søren Vester mødes på Hammel Bibliotek med ejendomsmægler Pernille Nørgaard og lokaljournalist Jesper Rehmeier til en snak om levesteder og livsværdier.
Hvad gør lige præcis dit sted til det helt rigtige for dig? Bor du i Favrskov fordi du holder af provinsen, eller drømmer du om storbyen?
Det er omdrejningspunktet for et foredrag med Søren Vester (kendt fra ”Søren Vesters Have” på DR) og den lokale ejendomsmægler Pernille Nørgaard. Som ejendomsmægler er det hendes opgave at finde ud af, hvor folk bor bedst – og finde huset, der passer dertil. Med til at styre samtalen er lokaljournalist Jesper Rehmeier. Han er tilflytter fra Aarhus, mens Pernille er opvokset i Voldby syd for Hammel og stadig bosat i området.
Det er tirsdag 13. september kl. 19-21 på Hammel Bibliotek.
Det helt rigtige sted for designer, havemand, og tv-kendis Søren Vester er provinsen, nærmere bestemt landsbyen Thise i Salling, hvor han bor med sin familie i den gamle præstegård.
En af Søren Vesters pointer er, at beliggenhed er også et spørgsmål om livsværdier, ikke om havudsigt eller om, hvorvidt man kan tjene på et salg. Man skal lytte til sig selv: Hvor passer det ens familie at være, hvilket liv vil vi gerne leve, hvad er det rigtige for os? Og det kan sagtens være et helt andet sted, end man lige umiddelbart forestiller sig.
Søren Vester og hans familie flyttede for nogle år siden fra København til hjemegnen Salling. De var ikke i tvivl om den beslutning, de tog, og de har ikke fortrudt et sekund. Livet fungerer simpelthen derude på landet - med naturen og familien tæt på, fællesskaber og rum til at få ro i hovedet.
Og hvis flere skal flytte til provinsen, skal vi være bedre til at fortælle de her gode historier. Til at sætte fokus på, at man altså sagtens kan bo i provinsen.
»Der er ikke nok, der ved, hvor godt der er herude,« mener Søren Vester.
Så, hvor bor DU bedst? Hvor og hvordan finder man det perfekte sted at leve sit liv? Er det langt ude på landet, omgivet af marker og stilhed, er det et børnevenligt villakvarter i provinsen eller er det en lejlighed i storbyen?