Fortsæt til indhold

Succes med minigolfen

Tæt på 3000 spillere besøgte i Randers Festuge minigolfbanerne.

Kultur og byliv
gs

Tusindvis af runde golfkugler rullede i hul på banerne i Tronholmparken under årets festuge.

I løbet af ugen var et af de mere spektakulære besøg en familie på ni med egen vandrepokal. I flere år har tre generationer dystet mod hinanden på de velkendte baner i Randers Festuge – og ladet pokalen skifte ejer.

Tæt på 3000 spillere har i Randers Festuge besøgt minigolfbanerne. Syv af de bedste havde sagt ja til en mesterskabsdyst søndag formiddag. Mens banerne endnu var tørre, dystede de seriøst og sammenbidt omgivet af andre spillere og spændte tilskuere. Da dysten var vel gennemført og der lige var ventetid på resultatet, lukkede himlen op for vand i kaskader og kastevinde, der truede med at snuppe cafeteltet. Heldigvis blev det stående, for alle havde søgt ly for regnen her.

Tak for opbakning

Trods regnens heftige trommen på telttaget lykkedes det Søren Andersen, præsident for Kronjyllands Y’s Men Club at uddele først en trøstpræmie og derefter at bekendtgøre tredje-, anden- og førstepladsen. Nr. 3 blev Bjarne Johansen, andenpladsen tilfaldt Marius Kiel og dagens vinder blev Lasse R. Madsen. Tilfredse kunne de gå hjem med hver et gavekort til Memphis Mansion, der havde støttet minigolfen med både dette og en banereklame.

»Randers Y’s Men Club ”Niels Ebbesen” og Kronjyllands Y’s Men Club sender en meget stor tak for besøget til de mange gæster fra nær og fjern og en stor tak til sponsorerne. Den store opbakning betyder rigtig meget for klubbernes projektkasser, der donerer penge til lokale og internationale humanitære og sociale aktiviteter for udsatte og mennesker i nød. Med så stor en opbakning giver frivillig foreningsarbejde mening,« lyder det i en pressemeddelelse fra Kronjyllands Y’s Men Club.