Fortsæt til indhold

Foredrag med Jacob Risgaard i Kulturhuset

Foredraget handler om iværksætteri, trivsel på arbejdspladsen og hans personlige historie.

Kultur og byliv
sra

Torsdag den 15. september er der foredrag med Jacob Risgaard i Kulturhuset Skanderborg. I foredraget ”Fra 75% fravær til 100% succes” fortæller han blandt andet om iværksætteri, trivsel på arbejdspladsen og sin personlige historie om succes på trods.

Jacob Risgaard står i spidsen for en række succesfulde virksomheder på trods af, at hans barndom både bød på børnehjem og en udsmidning af skolen. Han har flere gange brændt fingrene på forretninger og stod som ganske ung med en gæld på over en million kroner på grund af en fejlslagen forretning.

Jacob Risgaard er medstifter af webshop-succesen Coolshop, og han er medejer af en række succesvirksomheder indenfor bolig, software, robotter, logistik, engros og TV. Så han har i den grad formået at vende bøtten såvel forretningsmæssigt som privat. I dag kender mange nok Jacob Risgaard som investor i Løvens Hule.

Medarbejderne er Coolshops vigtigste ressource, og der gøres et stort arbejde for at sikre, at medarbejderne har det så godt som overhovedet muligt. Hør, hvordan Jacob Risgaard med fokus på menneskelige værdier og ved at dyrke medarbejdernes forskellighed, er lykkedes med at vækste massivt og gøre Coolshop til en af Danmarks mest cool arbejdspladser. Der er plads til at have det sjovt og udfordre det ordinære.

Bliv inspireret af en historie om succes på trods og om modet til at turde gøre noget andet end alle andre. Jacob Risgaard er udover sin forretningsmæssige succes, kendt for en sprudlende energi og en særdeles god kontakt til sit indre legebarn.

Foredraget er arrangeret af Erhverv Skanderborg og Kulturhuset Skanderborg. Billetter kan købes på kulturhuset-skanderborg.dk.