Sommeren 1975 - En skygge så tung faldt over gården, livet og os alle

»Kan du huske, at det var lige så varmt i høsten i 1975? Det var min bror landmanden, som spurgte forleden.

Vi sad i hans mejetærskers airconditionerede cockpit, hvor jeg havde fået plads på passagersædet. Skår efter skår lagde vi bag os, tømte korntanken for byg for hver anden runde, og så videre igen.

Støvet pulsede omkring os uden for de støvede ruder, men vores blik var langt til bakkede marker med dirrende varme og musvågen på den blå himmel.

En af disse vidunderlige dage i august, hvor lugten af høst og maskinernes musik over de gule marker er som en lille højtid. Der sender minderne på langfart for en bondedreng, som for længst forlod de hjemlige marker. Nu er det længe siden, men end det gemmes i mit sind - sang Jeppe Aakjær med.

Høsten 1975, ja. Varmerekord i Danmark, og hjemme hvor min bror landmanden og jeg kommer fra, blev der svedt på halmloftet med at stakke de endeløse læs af Morten Korch-baller. De sortbrogede køer tog solvarmen fra den afsvedne græsmark med sig ind til aftenmalkningen, og stalden slog sin egen varmerekord.

Far, mor, alle var med i det hele, altid et familieforetagende, man stod sammen om ligesom på alle gårde i de år. Men hos os var det ikke en høst i forventningsfuld aktivitet som førhen, for vi manglede én. Vores storebror døde i den varme august af ond sygdom. En skygge så tung faldt over gården, livet og os alle. Alt var forandret.

Sommeren 1975. Varme, høst, sorg og afsked. En fast følgesvend for min bror og mig, også 47 år senere i det lille forunderlige erindringsrum på en mejetærsker.

En stille opbyggelighed sneg sig med ind i cockpittet: - Men vi fik høstet færdig også dét år, kan du huske det? Jo, det kunne vi. Ikke at det gik let, men det blev gjort. Og dyrene blev passet, og markerne blev sået igen, da foråret kom. Livet blev bjerget, selvom intet var som før.

Det gik, fordi der var en trodsig og dyb mening med at stå op, passe på hinanden, jorden, dyrene og høste til det daglige brød. Og håb og taknemmelighed fandt nye veje, alt som årene kom.

Så længe solen står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre (Første Mosebog kapitel 8).