Fortsæt til indhold

Mere end blot en gå-tur

Naturen bringer ro, fordybelse, forundring og glæde. Oplev det på en tur i Mols Bjerge med sognepræst Anne Hanson.

Kultur og byliv
Morten Bay-Mortensen

Langsomhed, bekymringsløshed, frihed, enkelhed, stilhed, spiritualitet og fællesskab. Det er de syv pilgrimsord, som sognepræst Anne Hanson giver sine vandrere med til refleksion og fordybelse, når hun går i spidsen på sine populære vandringer op i de idylliske Mols Bjerge.

Mange har opdaget, at netop den pilgrimsprægede form kan noget særligt. Samspillet mellem naturoplevelsen, fællesskabet i føddernes rytme og faste trav og ikke mindst stilheden, der giver plads til tanker og roen, opleves anderledes end den daglige gåtur med hunden.

En fredag i august, hvor ’stilhed’ var temaet, sluttede Anne Hanson turen på Agri Bavnehøj, og en af deltagerne sagde:

»Det her er bare de bedste par timer hele ugen. Man kommer med hovedet fyldt af bekymringer og tankemylder, men når så turen er slut, så er roen og glæden indeni.«

Næste vandring med Anne Hanson er fredag 2. september kl. 10 fra Agri Kirke.