Kæmpe navn klar til Hammel Hestemarked
Lars Lilholt Band giver koncert i arenaen i Hammel.
Der bliver garanteret propfyldt først udenfor og derefter inde i Hammel Arena fredag i næste uge.
Hammel Hestemarked har netop afsløret, at man præsenterer Lars Lilholt Band som det absolutte musikhovednavn til markedet, der finder sted 8. - 11. september 2022.
»Det er vi ret stolte af, og vi glæder os og regner med at fylde arenaen helt op,« siger Per Bøving, formand for Hammel Hestemarked.
Der er plads til omkring 1.400 koncertgæster i arenaen i Hammel Idrætscenter, og samtlige billetter sælges i døren, der åbner fredag 9. september klokken 20.00. Det er med andre ord først til mølle, så det vil nok være klogt at komme i god tid, hvis man vil opleve ’Kald det kærlighed’ og Lilholts mange andre populære sange.
Lars Lilholt har været meget syg og blev i februar opereret for tarmkræft på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Operationen gik godt, men senere opstod der uventet nogle komplikationer, så han måtte opereres for tarmslyng og bughindebetændelse og var indlagt på AUH i syv uger.
Han måtte aflyse tre planlagte koncerter i slutningen af maj, men har siden 1. juni været på sommerturné og givet omkring 20 koncerter.
Det koster 200 kroner at komme ind og høre Lars Lilholt Band. Før og efter koncerten spiller DJ Chill i arenaen.