Fortsæt til indhold

Dyrk kreativiteten med keramik eller flødeboller

Hos LOF-Midtjylland, der tilbyder flere forskellige kreative kurser, mærker de den stigende interesse for at være kreativ.

Kultur og byliv
sra

Det er populært at dyrke kreativiteten. Det rammer ind i tidsånden, hvor opmærksomheden er rettet mod hvilke konsekvenser, vores forbrug har. Når man selv strikker eller syr sit tøj, skaber man et unikt produkt, som man kan bruge år efter år. Eller når man designer sine egne papirblomster til en smuk buket, som kan spare miljøet for mange afskårne blomster, som er energitunge at producere.

Det mærker de også hos LOF-Midtjylland, der tilbyder flere forskellige kreative kurser og workshops og er klar med det største, digitale program nogensinde med mere end 350 tilbud.

»Hos LOF-Midtjylland oplever vi en stor tilgang til vores kreative aktiviteter. Vi har i mange år haft et varieret udvalgt af sæsonkurser, men ser nu en større efterspørgsel på især de korte weekendkurser og workshops. Mange finder det nemmere at tage en enkelt weekend eller en aften ud af kalenderen, når de vil udforske deres kreative side,« udtaler Lone Husted, skoleleder for LOF-Midtjylland.

Det kommende efterår byder også på flere kreative kurser hos LOF-Midtjylland. Blandt tilbuddene er en keramikmalecafé i Thorsø, en kreativ dag i Hammel med fokus på inspiration til symaskinen og strikkepindene, og slikmundene kan komme på flødebollekursus og lære at lave sine egne flødeboller helt fra bunden.

LOF-Midtjylland har også planlagt flere foredrag med spændende personligheder. Blandt andet med Søren Vester under overskriften ”Livsglæde - Tænk anderledes”, og et foredrag om craft-psykologi med Anne Kirketerp, der vil komme ind på de sundhedsfremmende effekter ved håndarbejde og håndværk.

Hele efterårets program kan ses på lof-midtjylland.dk.