Fortsæt til indhold

Ny guidebog til vandring på Trækstien

Forlaget Dear Nature udgiver en guide til Trækstien langs Gudenåen.

Kultur og byliv
sra

Det er blevet populært at vandre. Nu får gående på Trækstien langs Gudenåen mellem Silkeborg og Randers for første gang nogensinde en fyldig og smuk vandrebog.

Trækstien løber 76 kilometer i vandkanten langs Danmarks længste å. På stien går man i enestående dansk natur, men også i fodsporene på pramdragerne, der var en vigtig brik i transporten af varer med pramme mellem byer i det indre Jylland i en tid, hvor vejtransport var besværlig og jernbanen endnu ikke et alternativ.

De var lejemænd, der blev hyret som pramdragere for en tur ad gangen og trak de tungtlastede pramme imod strømmen med en sele om brystet – i mudder, regn og sne, brændende sol eller isnende kulde.

Med bogen får man historien om pramdragernes Gudenå, landskabet, naturen og fascinerende fortællinger om steder og seværdigheder i ålandskabet – lige fra levende kulturarv som de historiske pramdragerkroer over forsvundne klostre og måske Jyllands ældste kongegrav til lokkende badeanlæg og våde enge med rigt fugleliv.

Bogen på 224 sider er rigt illustreret og skrevet til dem, der gerne vil gå på Trækstien, hvad enten de vil gå hele ruten, dele af den eller bare drømmer om det. Der er desuden gode råd at hente til alternative ruter, så man kan gå rundture ved at gå ud ad Trækstien og skifte sti på vej tilbage. Samme alternative ruter kan bruges, hvis der er meget vand på stien.

Bogen indeholder også en række smukke dobbeltsider om planter og dyr, man kan møde på sin tur langs Gudenåen. Her får man magiske detaljer og overraskende fakta, så man lærer nogle af naturens vidunderlige skabninger at kende.