Asta på Rosenholm Slot
Syddjurs Teaterforening skyder sæsonen i gang fredag 16. september med Teatergrad og Det Flydende Teaters anmelderroste forestilling ’Asta’.
Ti nøje udvalgte teaterforestillinger venter i den kommende sæson i Syddjurs Teaterforening - en forening drevet af frivillige med det formål at få professionel Turnéteater til Syddjurs. Årets forestillinger spænder fra klassisk drama til musikdramatik, dansetater og opera, og billetsalget er allerede godt i gang.
Sæsonens første valg af forestilling kan måske allerede betegnes som lidt af en tradition. Det er nemlig fjerde år i træk, at foreningen har inviteret Teatergrad og Det Flydende Teater til at vise deres seneste portrætforestilling om danmarkshistoriens stærke kvinder. Tidligere år har forestillingerne handlet om Grevinde Danner, Anna Ancher og Thti Jensen, og i år er spotlyset landet på en af det 20. århundredes største filmstjerner, Asta Nielsen (1881-1972).
Stormfuldt liv
Forestillingen tegner et stærkt portræt af Asta Nielsen stormfulde liv, hvor kunsten og friheden blev sat før alt andet. Hun så stort på samtidens normer og forventninger, og i sin film præsenterede ’Die Asta’ verden for en ny kvindeskikkelse, der var sit køn og seksualitet bevidst. Det var samfundssatire og kønsdebat i et helt nyt formsprog og medie, nemlig stumfilmen.
”Asta” havde premiere på Sophienholm i juni og er nu på turné rundt i hele landet. I Syddjurs spilles forestillingen i Riddersalen på Rosenholm Slot fredag 16. september kl. 19.30 og lørdag 17. september kl. 16. Billetter kan købes på Syddjurs Teaterforenings hjemmeside.