Fortsæt til indhold

Digte, musik og bal til Kultur i Firgårde 2022

Eventen skal give sammenhold, hygge og gode kulturoplevelser for borgerne i Ry, Firgårde og Kildebjerg.

Kultur og byliv
gs

Firgårde Forsamlingshus inviterer lørdag 10. september til eventen ”Kultur i Firgårde 2022”, der byder på sjov og ballade for børn, unge, forældre og voksne, fællesspisning, digtoplæsning og ung musik. Der er bal bagefter med et gedigent moderne danseband fra Ry.

»Vi lægger vægt på sammenhold, hygge og gode kulturoplevelser for borgerne i Ry, Firgårde og Kildebjerg,« siger en af initiativtagerne Christian Carstensen fra bestyrelsen i Firgårde Forsamlingshus, i en pressemeddelelse.

Ballondyr

Lars Gustavs cirkus sætter gang i eftermiddagsprogrammet for børn og barnlige sjæle med trylleri, ballondyr og mange andre aktiviteter. Eventen er støttet af Brugsforeningen TRYGs RyPulje og kommunens Kulturpulje.

»Alle børn kan være cirkusartist for en dag: De kan jonglere, være tryllekunstnere eller spille djævlespil, og de kan få et ballondyr med hjem,« siger klovnen Lars Gustav, som styrer eftermiddagens sjov og ballade. De unge og voksne kan deltage i cirkus eller tage sig en kop kaffe og et spil petanque på forsamlingshusets egen bane.

Aftenen i forsamlingshuset indledes med fællesspisning, som man køber billet til hos nemtilmeld. Derefter starter kulturprogrammet for unge og voksne.

Lærer-bandet fra Mølleskolen i Ry 'Onsdag i Toeren' vil spille, så der bliver trængsel på dansegulvet. Pressefoto

Digter

23-årige Jonas Rud Bentzens digte giver ømt poetisk udtryk for at være en ung mand. Man kan opleve Jonas’ digte læst op af forfatteren selv.

Digtene er personlig og tempofyldt poetisk litteratur, der stjæler prosaens hastighed og rytmiske bevægelse, men viger uden om prosaens fortælle-form. Jonas Rud Bentzen inddrager sine personlige erindringer med venner, kærlighed, by og natur i en strøm af billedmættede sætninger. Hver sætning løsriver sig fra den sproglige sammenhæng. Den skriftlige bevægelse brydes op i brudstykker af afsnit - de fungerer som løsrevne scener i en film.

»Mine digte springer frit imellem det erindrede, det drømte, det nutidige, og det nutidige beskrevet nostalgisk. På den måde bliver det fortalte skabt af det spontane, associative og personlige frem for et ønske om at fortælle. Teksten er ikke en bevægelse fra et A til et B men en fortælling, der begynder og slutter igen utallige forskellige steder, og bearbejder begivenhederne i samme tempo som de skrives,« siger Jonas Rud Bentzen.

Rockband

”Gejser” er navnet på et band fra Silkeborg, hvis unge musikere har spillet sammen i hele gymnasietiden. De er er glade for den tunge rock. Først nu er bandet begyndt at spille koncerter.

»Vi er et ungt band, som er ude efter al den erfaring, vi kan få, siger musiker Oskar Nyholm Lang, Gammel Rye. Bandet består af fire medlemmer, og repertoiret består af numre, der har en vis lighed med superbandet Cream fra 1960’erne.«

”Gejser” skriver selv sine numre.

Aftenens hovednavn er bandet ”Onsdag i Toeren”, der består af lærere fra Mølleskolen i Ry. De mødes en gang om ugen og spiller sammen.

Lærerne har specialiseret sig i hits og dansemusik fra de seneste 50 år. Og repertoiret spænder vidt:

»Vi er seks lærere, og vi spiller alt fra The Beatles over Thomas Helmig til Rahim,« siger Stinne Nørregaard fra bandet.

”Onsdag i Toeren” er blevet så populært i Mølleskolens lærerstab, at musikerne har inviterer deres kolleger med til Firgårde. Der kan opstå trængsel på forsamlingshusets dansegulv .

Arrangørerne opfordrer publikum til at snøre danseskoene og tage en svingom i sensommernatten. Det bliver fornøjeligt og festligt, forsikrer de.