Fortsæt til indhold

Da industrien buldrede frem i Randers

Håndværksmuseet byder på omvisning og historien om byens historie fra laksestad til industriby.

Kultur og byliv
gs

Scandia, Randers Reb, Dronningborg Maskinfabrik, Randers Handskefabrik. Randers har sat sit tydelige præg på Danmarks industrihistorie, og nu kan man høre historierne bag byens ikoniske virksomheder, og hvordan de var med til at forme byen.

Det er Håndværksmuseet, der onsdag 14. september byder på omvisning og fortællinger fra alle tiders industrieventyr i Randers, og der er garanti for et underholdende og lærerigt besøg på museet.

Bag omvisningen står historikerne Viktor Bjerg Bondesen og Simon Ryvang True, der vil giver et indblik i nogle af de mange virksomheder, der fra midten af 1800-tallet spirede frem i den gamle laksestad.

Tilbage i 1861 lagde den engelske jernbaneingeniør James Rowan jernbanen i Randers, og med det grundlagde han også, hvad der senere skulle blive Vognfabrikken Scandia.

En anden markant virksomhed, der i høj grad satte sit præg på Randers, var Dronningborg Maskinfabrik. Fabrikken lavede først kornrensemaskiner, tærskeværker og siden mejetærskere og var med til at mekanisere og industrialisere hele det danske landbrug.

Ændrede byen

Omvisningen kommer også omkring historien om de randrusianske virksomheder, som voksede ud af gamle håndværkstraditioner. I 1840 grundlagde Peter Winge Randers Reb, og i løbet af 60 år voksede den lille håndværksvirksomhed til en stor industrigigant.

Industriens opblomstring prægede også nogle af byens ældste fag. Randers Handskefabrik, der gennem århundreder havde produceret handsker, tog mekaniseringen og samlebåndstanken til sig. Fabrikken beskæftigede på sit højeste 50 mænd og kvinder.

På omvisningen kan man også høre fortællingerne om et Randers i forandring. Den kraftige befolkningstilvækst, de mange fabriksbygninger, skorstenene, jernbanerne og industrihavnen ændrede byens udseende.

Entre. Tilmelding på museumoj.dk under ”Kalender”.