Fortsæt til indhold

Koncert i Slotskirken

Koncert med elitekoret Musica Ficta i anledningen af Slotskirkens 450-års jubilæum.

Kultur og byliv
gs

Som en af optakterne til Slotskirkens 450-års jubilæum i september giver elitekoret Musica Ficta barokkoncert i Slotskirken tirsdag 13. september kl. 19.

Koret har adskillige gange sunget i Slotskirken; sidste gang for to år siden med Grænselandets sange i forbindelse med genforenings-jubilæet. Denne gang gælder det korets primære speciale, den tidlige musik, og imens man musikhistorisk ved kirkens indvielse befandt sig i den sene renæssance bevæger vi os med aftenens program ind i den tidlige barok med satser af blandt andet Heinrich Schütz.

Korets stifter og dirigent, Bo Holten, skriver om Schütz, som døde for 350 år siden:

”Heinrich Schütz er måske den største tyske barokkomponist før Bach og studerede sammen med Mogens Pedersøn under Giovanni Gabrieli i Venedig 1609. Schütz tilbragte megen tid i Danmark og var meget glad for at være her – måske især fordi 30-årskrigen rasede i Mellemeuropa og gjorde livet surt og fyrsterne fattige, så de ikke havde råd til at betale for musik. Han havde på et tidspunkt 200 daler i årsløn i Dresden, men Chr. 4. var klar til at give ham 800. Han opholdt sig her 1632-35 og 1642-44 og var ansat som Chr. 4.s kapelmester med et kapel på ca. 80 sangere og musikere. Schütz skrev en masse musik her i landet, bl.a. musikken (operaen Daphne og meget andet festmusik) til Kronprinsens bryllup, Det Store Bilager, men det er desværre næsten alt sammen gået tabt. I nærværende projekt må vi ty til værker, der ligger tæt op ad de perioder, hvor han har opholdt sig i Danmark.”

Der er fri entré til koncerten.