Mød Anna Dyhr og andre lokale forfattere på biblioteket
Fire lokale forfattere fortæller om deres forfatterskab og ikke mindst om, hvad der inspirerer dem, på biblioteket i Hornslet.
Djursland og Østjylland er hjemsted for mange forfattere, både kendte og mindre kendte, skriver Syddjurs Bibliotek i en pressemeddelelse.
Syddjurs Bibliotek støtter op om al den gode skriveaktivitet ved blandt andet at markere bøger skrevet at lokale forfattere med en særlig label, så det er nemt for brugerne at genkende bøgerne, når de besøger biblioteket.
Derudover inviterer Syddjurs Bibliotek med jævne mellemrum lokale forfattere ind på biblioteket, hvor de både kan møde hinanden og læserne.
Dette efterår har Syddjurs Bibliotek inviteret fire forfattere med lokal tilknytning til at fortælle om deres forfatterskab, arbejde og inspiration.
På forfattermødet lørdag 17. september får de hver især mulighed for at præsentere deres forfatterskab med vægten på det, de synes er vigtigt, og de får lejlighed til at møde deres publikum og hinanden. Det er på biblioteket i Hornslet.
De lokale forfattere får på den måde en platform til at præsentere sig selv og møde et publikum, men de får også mulighed for at netværke og sparre med hinanden, idet Syddjurs Bibliotek inviterer dagens fire forfattere på frokost forud for arrangementet. På den måde håber biblioteket at kunne være med til at bane vejen for inspiration og nye relationer, der giver endnu flere gode lokale bøger i fremtiden.
De fire forfattere er denne gang Johs Thorst fra Aarhus, Anna Dyhr fra Mørke, Inge Gunnersen fra Ebeltoft og Søren Poder fra Hasselager, der er født og opvokset på Djursland.
Forfatterne og deres udgivelser er meget forskellige, og det samme er deres lokale tilknytning. Nogle er fuldtidsforfattere, og andre skriver ved siden af et andet erhverv. Nogle lever og arbejder i Syddjurs, andre har deres rødder her eller bor i periferien. Fælles for dem er fortælleglæden og passionen for at skrive.