Jazzpiano og sang i Helligåndskirken
Oplev Sofie Næslund og Mads Bærentzen Duo sammen i Helligåndskirken.
Den aarhusianske jazzpianist Mads Bærentzen har indledt et samarbejde med den unge sangerinde Sofie Næslund, der til daglig slår sine folder i blandt andet Akademisk Kor Aarhus, i kantoriet i Skt. Lukas Kirke samt på musikvidenskab på Aarhus Universitet.
Duoen debuterer i koncertsammenhæng i Helligåndskirken i Aarhus torsdag 15. september klokken 19:30.
Det fremgår af en pressmeeddelelse.
Sofie Næslund er et stort sangtalent, der med sin klare, bløde og musikalsk særdeles velfunderede vokal passer perfekt i samarbejdet med Mads Bærentzens lyriske pianistiske udtryk med udgangspunkt i den nordiske jazztradition.
Mads Bærentzen har i en årrække været en markant skikkelse i det danske jazzmiljø med en række udgivelser bag sig (blandt andet hans seneste udgivelse “Kindness In Your Eyes” fra 2021 i samarbejde med sangerinden Nanna Kamp, der opnåede en nominering til en Danish Music Award for årets vokaljazzudgivelse) samt som pianist i Aarhus Jazz Orchestra siden 2001. Han har desuden turneret i en række lande gennem de seneste 20 år, bla. som sideman for de amerikanske sangere Kurt Elling og Dianne Reeves samt i en lang række andre sammenhænge.
Repertoiret denne aften vil bestå af nogle nyskrevne sange, hvor Bærentzen har sat musik til en række digte af blandt andre Benny Andersen og Halfdan Rasmussen. Udover dette vil duoen også spille nogle moderne fortolkninger af danske salmer og sange med udgangspunkt i et musikalsk univers med plads til improvisation og åbne passager.