Fortsæt til indhold

March mod ensomhed fra Randers til Hobro

2.000 kilometer og 2.500.000 millioner skridt gennem 81 kommuner og 5 regioner. Patrick Cakirli og følgeskab vandrer for synlighed på ensomhed.

Kultur og byliv
gs

Søndag 18. september kl. 8 drager March mod ensomhed fra Randers til Hobro og alle er velkomne til at gå med på de 28,3 kilometer fra Randers Rådhus til Hobro Rådhus.

Konceptet for March mod Ensomhed er som følger: Patrick Cakirli må ikke gå, medmindre han har følgeskab, ellers skal han stå stille. På den måde bliver Patricks vandring symbol på vigtigheden af fællesskab, sammenhængskraft og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed.

Deltagelse er gratis, og man bestemmer selv, hvor og hvor langt man vil gå med.

Fokus på ensomhed

Patrick udfører March mod ensomhed hvert år fra uge 32 til og med uge 41 for at sætte nationalt fokus på ensomhed som sundheds- og samfundsudfordring såvel som for at samle ind til March mod Ensomheds Landsindsamling, som i år støtter’ Recovery Bull’, der er en idræts- og aktivitetsbaseret nonprofitorganisation, som blandt andet forebygger og afhjælper ensomhed blandt mennesker i udsatte livspositioner.

»I Danmark er ensomhed en af de største trusler mod folkesundheden. Op mod 600.000 voksne, unge og børn føler, oplever og lever med ensomheden. Det skal der handles på. I March mod ensomhed er vores mission at skabe fokus og synlighed på forskellige udfordringer og problemstillinger, som ensomheden medfører. Vi ønsker derfor, at være platform for fællesskaber og mulige løsninger mellem kommune, civilsamfund og menneske,« udtaler Jannie Vesti Mai, forperson for March mod ensomhed, i en pressemeddelelse.

Lørdag aften 17. september inviterer Frivilligværket til Fællesspisning i anledning af March mod ensomheds ankomst til Randers. Det foregår kl. 17-20 i Frivillighedens Hus på Kirketorvet og koster 50 kr. pr. person. Søndag 18. september kl. 7 er der fælles morgenmad i Frivillighedens Hus. Det koster 20. kr. pr. person.

Kontakt Frivilligværket hvis du vil deltage i de to arrangementer.

March mod Ensomhed ‘22 udføres i samarbejde med over 45 kommuner, Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark, Recovery Bulls og Middelfart Sparekasse.