Kagebord, musik og fortællinger
Museum Østjylland inviterer igen til historisk kaffebord med det hele.
Gammeldags kaffebord med konditorkager, musik og foredrag. Det var en kombination, som lokkede mange gæster i Kulturhuset i maj, da Museum Østjylland inviterede til historisk kaffebord med det hele.
Nu gentager museet succesen og inviterer igen onsdag 28. september til en eftermiddag med ikoniske kager og fortællinger om fortidens konditorier. Kagerne er lavet efter de originale opskrifter på forårslagkagen og Scholanderkagen. Lækkerierne serveres akkompagneret af musik for cello og af fortællinger om dengang, Randers havde konditorier med flødekager på rad.
Også byens store kogebogsforfatter den landskendte Frk. Jensen er repræsenteret denne eftermiddag med sprøde småkager og bløde boller på det fristende kagebord i Kulturcaféen.
Fødselsdagsbord
»Vi ville gerne markere museets 150-års jubilæum med et anderledes arrangement, som talte til alle sanser. Det blev i foråret så stor en succes, at arrangementet lynhurtigt blev udsolgt. Det råder vi nu bod på med et ekstra arrangement af samme kaliber,« forklarer arkivar Mathilde Storvang og overinspektør Hanne Schaumburg Sørensen fra Museum Østjylland i en pressemeddelelse, der fortsætter:
»Vi har både fokus på smagsoplevelsen, den historiske fortælling og det musikalske indslag, som tilsammen sætter dagens kaffegæster i den helt rigtige stemning. Alt er samlet omkring et flot opdækket fødselsdagsbord, og vi håber meget, at folk igen griber chancen for at opleve historiefortælling på en ny, sanselig måde.«
Mens du nyder kaffe og kager, spiller cellist Aksel Nielsen, tidligere medlem af Randers Kammerorkester, og museets medarbejdere fortæller om dengang, da byens damer og herrer kunne nyde kaffe og kage på et af byens mange konditorier.
Billetter købes på museumoj.dk under ”Kalender”.