Flat Craft på glasmuseet
Udstilling med årets afgangsprojekter i glas fra Det Kongelige Akademi.
Glasmuseet i Ebeltoft åbnede 23. september kl. 17 udstillingen ’Flat Craft’ med årets afgangsprojekter i glas fra Det Kongelige Akademi.
I udstillingen viser fem afgangselever fra Det Kongelige Akademis program Crafts in Glass and Ceramics ved skolen på Bornholm fem vidt forskellige tilgange og bearbejdninger af materialet glas i en samtidig kontekst. Eleverne er Bastien Chomienne (Frankrig), Laurie Coline Pin (Frankrig), Marie Breyen Hauschildt (Danmark), Phillip ’Swede’ Hickok (Sverige/USA) og Léa Tarakdjian (Frankrig).
Bastien Chomienne er fascineret af rummets skønhed og dets uendelighed. Hans afgangsprojekt består af en serie farverige blæste glasskiver med mønstre inspireret af universets galakser og stjernetåger.
Med tanke på fremtidens ressourceknaphed, der også omfatter én af glassets hovedkomponenter – silica – undersøger Laurie Pin muligheder for at anvende affaldsglas i fremtidens kunsthåndværk. Hun har en baggrund som spildesigner og har med sit afgangsprojekt skabt en slags spil, hvor det gælder om at samle glas.
Léa Tarakdjian var som barn meget glad for at lege med laboratorieudstyr for børn og ’hjemmeeksperimenter’. Hun kobler denne nysgerrige tilgang til videnskaben til sit arbejde med glas, som hun udformer på forskellige måder, der vækker vores nysgerrighed og skal få os til at stille spørgsmålene: Hvordan har hun lavet den? Og hvordan virker dette?
Marie Breyen Hauschildt er interesseret i dét, der normalt er skjult, men pludselig kan komme til syne, og i at se verden fra nye perspektiver. I sit afgangsprojekt bruger hun blandt andet væske som katalysator for en anden måde at betragte verden på.
Phillip ’Swede’ Hickok dykker ned i naturens mikrokosmos for blandt andet at studere svampekulturer og måden, hvorpå disse nedbryder og omdanner såvel naturens døde elementer som industrielt affald til brugbart materiale. I hans afgangsprojekt fortolkes dette til organisk udformede skulpturer i glas.
Udstillingen kan ses i perioden 24. september til 20. november.