Fortsæt til indhold

Guide til kirkekunst ligger igen i våbenhuset

Den populære guidebog er netop udkommet i tredje oplag.

Kultur og byliv
sra

Kig indenfor i kirken.

Sådan lyder opfordringen i guidebogen ”Kirkekunst i Søhøjlandet – en guide til 27 kulturoplevelser”. Og bogen er blevet så vel modtaget og efterspurgt, at den netop er udkommet i tredje oplag med opdaterede kontaktinformationer.

Guidebogen fortæller i ord og smukke billeder om kunsten i de 27 kirker i Skanderborg Provsti og er udgivet med støtte fra blandt andet Provstiets Forkyndelsespulje. Derfor er den også ganske gratis, og man kan typisk finde den i kirkernes våbenhuse.

»De 27 kirker er vidt forskellige, men fælles for dem alle er, at de rummer århundreders kulturhistorie afspejlet i inventaret, udsmykningen og kunsten. Et fællestræk er også, at vi alle sammen er velkomne til at kigge indenfor og opleve kirken som et æstetisk rum med plads til fordybelse, forundring og fortolkning,« siger Marianne Purup fra Greenways.dk.

Nye og gamle værker og udsmykninger kan selvsagt opleves i forbindelse med kirkelige handlinger, men mange kirker er også åbne for os alle til hverdag. I guidebogen er der ved alle 27 kirker en tekstboks med åbningstider og relevante telefonnumre plus en lille boks, der blot hedder ”Læg mærke til”.

»I mange af kirkerne er der detaljer og finurligheder, som man ikke lige ser ved første øjekast, men dem kan ”Læg mærke til”-punkterne pege vores opmærksomhed hen på.«

Bag i bogen er der et kort, som helt konkret viser kirkernes lokationer plus introduktion til tre fine traveture med relation til kirkerne. Guiden kan downloades som pdf på www.greenways.dk.

Bogen er udgivet af Greenways.dk, og teksterne er skrevet og redigeret af Marianne Purup med input fra og i et tæt samarbejde med menighedsråd og præster. Billederne er taget af fotograf Henrik Bjerregrav og layoutet lavet af Bettina Kvistgaard.