Søren Huss efter depression: »Nu er det tid«
Søren Huss er klar med tre koncerter i december, efter at han sidste år fortalte, at han havde fået en depression.
Det er godt et år siden, at sangeren Søren Huss meddelte, at han var blevet ramt af en depression og blev nødt til at trække stikket i en periode.
Men nu er der godt nyt fra musikeren. I december er han nemlig tilbage på scenen med tre koncerter.
Det annoncerer han i en facebookvideo, hvor han fortæller, at han har forholdt sig til sin depression.
Lysten er tilbage
Og stille og roligt er lysten til at optræde vendt tilbage.
»For tre uger siden startede jeg med at mødes med mit orkester i et øvelokale for første gang i to år. Det føles rigtig, rigtig dejligt,« siger Søren Huss og fortæller videre:
»Jeg har derfor besluttet, at det er tid til, at jeg kommer ud og møder alle jer dejlige mennesker.«
I videoen takker den 47-årige sanger også alle dem, der har skrevet til ham i løbet at det seneste års tid.
Søren Huss er nok mest kendt som forsanger i rockbandet Saybia, men har også udsendt flere soloalbum.
De tre koncerter spilles den 13., 14. og 15. december i henholdsvis Nyborg, København og Aarhus.
Billetter kan købes på tix.dk
»Jeg vil glæde mig. Og glæder mig allerede nu til at komme ud og spille igen,« siger Søren Huss.