Fortsæt til indhold

Bliv klogere på det danske demokrati

”Folket og demokratiet” er overskriften på to foredrag i Syddjurs Folkeuniversitet i september.

Kultur og byliv
gs

Syddjurs Folkeuniversitet sætter i september lup på folket og demoraktiet i to foredrag.

Her bliver der i den grad sat fokus på, hvordan vi gennem de sidste godt 150 år har udviklet det samfund, vi lever i nu. Hvad er myte og hvad er virkelighed? Er der nogle specielle danske værdier – og hvorfra kommer de så?

Principper gradbøjes

I foredraget mandag 19. september vil lektor i historie ved Aarhus Universitet Bertel Nygaard beskæftige sig med myten om det danske demokrati. Vi bryster os ofte af, at demokratiet har lange traditioner i Danmark.

Men ser man nærmere efter, dukker en mere kompleks historie op. Den første grundlov fra 1849 gav stemmeret til dele af den jævne befolkning, men det store flertal var stadig udelukket. I grundloven står der ikke et ord om demokrati, og i mange henseender gradbøjer vi stadig demokratiets gamle principper. Bertel Nygaard vil forsøge at give svar på spørgsmålet om myte og virkelighed.

Kampen om danskernes sjæle – danske værdier og de folkelige bevægelser tages op i et foredrag 26. september. Uffe Østergaard, professor emeritus i historie, vil i sit foredrag give et svar på, hvorfra de danske værdier kommer, der kom så klart til udtryk i den nationale sammenhængskraft under coronapandemien.

Skabelsen af den fællesskabsfølelse, der gør velfærdsstaten mulig, stammer fra de folkelige bevægelser i 1800-tallet. Konkurrencen mellem de politiske og religiøse bevægelser kan uden overdrivelse kaldes ’kampen om sjælene’.

Foredragene finder sted i Aktivitetshuset i Ebeltoft. Flere oplysninger fås på www.syddjurs-folkeuniversitet/alle arrangementer.