Højskoleformiddage i FOF-huset starter snart
Den 5. oktober begynder en ny sæson med foredrag, kaffe og diskussion hos FOF i Randers.
FOF’s højskole består af 16 unikke foredrag om blandt andet historie, jazz, kultur og universet. Alle giver stof til eftertanke og debat.
Den 5. oktober starter sæsonen med et foredrag om Den spanske borgerkrig. Steen Ole Hedelund Jørgensen fortæller om den tid, hvor tusindvis af frivillige fra hele Europa, også fra Danmark, tog til Spanien for at kæmpe på Folkefrontens side mod Francos fascistiske styrker.
Én af de danskere, der deltog i den spanske borgerkrig, var digteren Gustaf Munch Petersen. I det følgende foredrag den 12. oktober dykkes der ned i hans personlige historie.
Den 26. oktober er der besøg fra Malene Fenger-Grøndahl, som er journalist, forfatter og foredragsholder med speciale i etniske minoriteter, religion, kulturmøde og Mellemøsten. Hendes foredrag handler om de unge ”bindestregs-danskere”, og om hvordan de har lært at kombinere flere kulturer, når det kommer til madvaner, juletraditioner, påklædning, sprog, nationalfølelse og identitet.
Andre emner i sæsonens foredrag spænder vidt fra ”land art” (landskabskunst) over fortidens vilde græssere i den danske natur til rumteleskopet James Webb.
FOF’s højskoledage er et inspirerende miljø, hvor litteratur, kunst, historie, musik, personlige beretninger, politik og alskens forskellige andre emner tages op. Der synges gerne fra højskolesangbogen til at begynde med, og i midten af foredraget er der gratis kaffe. I anden del af foredraget er der altid plads til spørgsmål og debat.
Højskoleformiddagene afholdes onsdage fra oktober til marts hos FOF på J. V. Martins Plads i Randers C.. Foredragene er åbne for alle. En fuld oversigt over sæsonens foredrag kan ses på fof.dk/da/randers-favrskov-mariagerfjord.