Bluessangerinde på Tante Olga
Sangerinden Sahra da Silva har i mere end et årti været en etableret del af den danske bluesscene. Fredag den 23. september kan hun opleves, når hun besøger Tante Olga.
Hun har varmet op for den engelske soulsangerinde Joss Stone og optrådt med et utal af danske soul- og bluesartister heriblandt Mike Andersen og Thorbjørn Risager.
På det seneste har man også kunnet opleve da Silva sammen med nogle af jazzens veletablerede navne, blandt andet som en del af Søren Siegumfeldt’s String Swing, hvor hun er i selskab med blandt andre Jacob Fischer og Peter Rosendahl. Derudover er hun et nyt medlem af Simon Spang-Hanssens Café Central.
Med sin store kraftfulde stemme står Sahra da Silva klippefast et sted mellem blues, soul og jazz - og formår på sjælden vis at kombinere det funky, det rå og det sjælfulde.
Hun synger med en overbevisende autoritet, uanset om musikkens motor udgøres af klassisk soul, rå chicagoblues, stemningsfuld gospel eller sofistikeret jazz.
På Tante Olga medbringer hun sit eget stærke band, der blandt andet tæller den herboende vestafrikanske guitartroldmand Alain Apaloo.