Fortsæt til indhold

Stop overforbrug af tøj og tekstiler

RHE's Venner tilbyder kursus i upcycling af tøj og tekstiler.

Kultur og byliv
sra

Tøjindustrien er en af de store ressourceforbrugere i verden. Blandt andet er produktionen af tekstilfibre tredoblet siden 1975 og ifølge EU er modeindustrien ansvarlig for 10 procent af den samlede udledning af drivhusgasser. Forbrugerrådet Tænk anslår, at der årligt smides 600 tons nyt tøj og 40.000 tons brugt tøj ud.

Men måske kan noget af det tøj, der hænger i klædeskabet, med små ændringer få nyt liv og genbruges. Det samme gælder også for andre tekstiler: arvebroderier, gamle duge, kort sagt alt det, der fylder i skufferne, og som man egentlig gerne ville finde en anvendelsesmulighed for.

Den udfordring ønsker RHE’s Venner, der er støtteforening for Rønde Højskole og Efterskole, at sætte fokus på. Og derfor inviterer foreningen alle med interesse i emnet til at deltage i to forskellige arrangementer, der under overskriften ”upcycling/nyt liv til tøj, tekstiler og broderier mv.” afvikles på Rønde Højskole og Efterskole.

Gennemgående nøgleperson ved begge arrangementer er Mette Weisbjerg fra Knebel, der er en erfaren håndarbejdslærer, som tilbyder diverse sy-og broderikurser med vægt på at nytænke og inspirere til nye anvendelsesmuligheder.

Onsdag 5. oktober holder Mette Weisbjerg en inspirationsaften i Kultursalen, hvor hun fortæller om bæredygtighed inden for tøj og viser eksempler på mange forskellige nye produkter fremstillet af gamle materialer. I forlængelse heraf afvikler Mette Weisbjerg onsdag 2. november et kursus i skolens håndarbejdslokale, hvor deltagerne selv kan medbringe materialer, de ønsker inspiration til at give nyt liv.

Tilmelding til både inspirationsaften og kursus sker på foreningens hjemmeside www.rhesvenner.dk