Fortsæt til indhold

Tysk eksperimenterende ensemble besøger Aarhus

Ensemblet lærer også fra sig til de aarhusianske musikstuderende, inden de giver koncert.

Kultur og byliv

Ensemble mosaik spiller koncert i Kammermusiksalen i Musikhuset Aarhus fredag 30. september klokken 19:30. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Det eksperimenterende tyske ny musik-ensemble Ensemble mosaik vil spille tre helt dugfriske værker af tre komponiststuderende fra Det Jyske Musikkonservatorium. Derudover spiller ensemblet værker af etablerede samtidskomponister, bl.a. Juliana Hodkinson, der er forkvinde for Dansk Komponistforening og lektor ved konservatoriet.

Der er fri adgang til koncerten.

Juliana Hodkinson er en af sin generations mest markante komponister. Hun er kendt for værker, der kombinerer akustiske instrumenter, elektronik, feltoptagelser og installation og visuelle elementer. Hun har fået bestillinger på værker fra ensembler og festivaler over hele verden. Siden 2020 har hun været en fast del af faglærergrupppen i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium.

Ensemblet er et af de førende ensembler i Tyskland for eksperimenterende samtidsmusik. Ensemblet består af 10 musikere med både blæsere, strygere, slagtøj og klaver. De har et tårnhøjt teknisk niveau og elsker at eksperimentere, meget gerne i projekter hvor de samarbejder med andre musikere, komponister, performere m.fl.

Ensemble mosaik holder forinden workshop for konservatoriets komponiststuderende.