Lørdage med bøger, quiz, foredrag og kreative sysler
Snart er det igen muligt at få bogtips, hjælp til print og deltage i kreative aktiviteter og arrangementer om lørdagen på bibliotekerne i Favrskov.
På alle kommunens fire biblioteker er det flere gange i løbet af efteråret muligt at tage til rytmik med familiens 1-5 årige og der er både børneteater og kreative halloween-aktiviteter på programmet.
Fra lørdag 1. oktober er der åbent med betjening fra kl. 10-13 på bibliotekerne i Hadsten, Hammel og Hinnerup, og udover at få hjælp fra personale er det muligt at deltage i en række arrangementer – nogle gratis, og andre mod betaling.
Foredrag og krea
På Hadsten Bibliotek er der den første lørdag i måneden inspirationen at hente, når personale og brugere af biblioteket giver deres bud på fem gode romaner indenfor skiftende temaer. Lørdag 1. oktober er temaet for de fem bøger Irene Bartholin Poulsen præsenterer ”forestillingen om den lykkelige familie”. Det er også i Hadsten, at det kreative værksted åbner en lørdag om måneden og så er der også en omgang litterær lørdagsquiz på programmet.
I Hinnerup kigger Niels-Ole Hørlyck forbi og fortæller om sin fjerde roman ”Efter flugten” og i samarbejde med FOF Favrskov afholdes der foredrag om henholdsvis Wien og slædepatruljen Sirius i løbet af efteråret.
I Hammel er det den lokale kok Liselotte Kira Gregers Andersen og foreningen Coding Pirates, man kan møde på biblioteket.
Læs mere om arrangementerne på favrskovbib.dk, hvor det også er muligt at købe billet til arrangementer med betaling.