Fortsæt til indhold

Djurslands egen rock’n’roll-dronning besøger Kulturloft

Det er snart 20 år siden, at Michelle Birkballe udgav sit første album, men hun er slet ikke færdig endnu.

Kultur og byliv
sra

Selvom Michelle Birkballe er vokset op i Thorsager, er hendes slægtskab til blues og rock fra Louisiana og andre af rockens arketypiske egne så stærkt og så uforfalsket, at man føler sig hensat til et sted på den anden side af Atlanten, når man lytter til en sang som hendes “I still play my guitar” fra 2018.

Blues-rocken bor i hendes stemme, i hendes historie og i hendes musik, i en grad så man kunne tro, at rock’n’roll kommer fra smalltown Thorsager. Michelle Birkballe spiller ikke blot rock’n’roll, hun er rock’n’roll.

Når Michelle Birkballe går på scenen har hun efterhånden et stort bagkatalog at trække på. Hun spiller mest sange fra sine egne albums, men brillerer også med fortolkninger af andres.

Desuden mestrer hun både det engelske og det danske sprog, og som storyteller er hun knivskarp i replikken. Hun fortæller råt for usødet, men altid ægte og afvæbnende, om livets op- og nedture. Alt kommer lige fra hjertet og serveres med en stor portion humor.

Det seneste album fra Michelle Birkballe, “2021”, udkom sidste år og er skrevet under coronanedlukningen, da hun ikke kunne spille de ellers planlagte koncerter. Det engelsksprogede album er endnu et af de amerikanskklingende i rækken, og på det findes både country- og bluesinspirerede numre.

Mange før hende er endt som klichéer i forsøget på at efterligne den ægte vare. Men ikke Michelle Birkballe. Hendes rock’n’roll er født og opvokset i Thorsager. Publikum kan uden tvivl glæde sig til at få forkælet øregangene, når Michelle Birkballe Band lægger vejen forbi Kulturloft lørdag 1. oktober.

Billetsalget er i gang på go-syddjurs.dk