Høstkoncert i Sct. Peders Kirke
Sct. Peders Kirke åbner søndag 2. oktober dørene for koncert med Flauti Con Amore.
Flauti Con Amore er fire fynske blokfløjtenister, 20 blokfløjter i alle størrelser, repertoire fra 5 århundreder og en kontinuerlig flirt med musik, der ikke normalt forbindes med blokfløjter.
Høstkoncerten er det musikalske møde mellem Vivaldis Efterår, den fynske 1800tals spillemand Rasmus Storm, skotsk barokmusik, irske danse, sval renæssancemusik og danske høstklassikere. Her er der udsigt til en forrygende musikoplevelse i tre afdelinger: Høsten i naturen, høst i kirken og selve høstfesten. Flauti Con Amore spiller først og fremmest på et hav af forskellige blokfløjter.
Ved denne koncert medvirker kirkens egen organist Hanne Lund Nielsen også, når kirkens lille orgel spiller med på to af programmets værker.
Entré.