Socialdemokrater til cafemøde
Folketingsmedlem Leif Lahn og byrådsmedlem Michael Aakjær stillede op til debat om politik.
Ungdomsuddannelse til Ebeltoft, kommunens budgetforslag samt Rigets tilstand på Borgen set med djurske øjne var emnerne, der livligt blev drøftet mandag 12. september. Her havde Socialdemokratiet i Ebeltoft og omegn inviteret alle interesserede til at møde folketingsmedlem Leif Lahn og byrådsmedlem Michael Aakjær i den nye kantine på Ebeltoft Skole.
Der var friske bud på en valgdato fra Mette Frederiksens nære politiske fælle fra Djursland, Leif Lahn, som dog kun kan gisne om et specifik dato. Sidst fik han tidspunktet at vide to timer, før det blev officielt, og denne gang bliver det nok cirka den samme frist han får, lyder vurderingen.
Der er meget politik at tage sig af for tiden. Især er inflation og den begyndende energimangel noget, der virkelig kan mærkes i dagligdagen hos alle danskere. Regeringen arbejder hårdt på at hjælpe de mange familier, som ikke kan få pengene til at strække, berettede folketingsmedlemmet fra Grenå.
Uddannelse til Ebeltoft
Michael Aakjær lagde op til en debat om Syddjurs Kommunes budgetplaner for 2023, hvor der fortsat er plads til nødvendige anlægsinvesteringer, da kommunen er vækstkommune og børnefamilier i stor stil søger hertil. Derfor er det rettidig omhu at sørge for skoler og institutioner til vores nye borgere, fortalte den socialdemokratiske gruppeformand i byrådet.
Sidst, men ikke mindst lagde lokalformand for Socialdemokratiet i Ebeltoft og omegn, Peter Ravn op til en snak om, hvordan vi kan trække en ungdomsuddannelse til Ebeltoft.
Skal der satses småt eller stort? Skal bæredygtighed, turisme, håndværk eller kultur eller noget helt anderledes være omdrejningspunkt?
»Herligt mange af de deltagende havde spændende ideer og tanker i tilknytning til dette emne, hvorfor der blev nedsat en arbejdsgruppe, som arbejder videre,« fortæller Socialdemokratiet i en omtale af arrangementet.
Næste Cafemøde i Ebeltoft er lørdag 15. oktober i Støbesalen på Maltfabrikken kl 11.30, hvor blandt andet trafik, by-udvikling og inklusion er emnerne.